Formland sætter fokus på øko-bølgen
Søndag 20. januar 2008, 11:03
Af Isenkramnet.dk Vi kender svanemærket, blomsten og ø-mærket. Nu har vi også kastet vores opmærksomhed på varer til boligen, der er mærket med Max Havelaar og Fair Trade. Forbrugerne bevæger sig i stigende grad fra fakta til følelser, når de hiver varerne ned fra butikshylderne. Mere end nogensinde handler vi med hjertet, og aldrig før har interessen for økologi, etisk handel og Fair Trade været større. Det kan opleves på Skandinaviens største messe for brugskunst, interiør og design, Formland Spring 2008 i dagene 1.-4. februar i MCH Messecenter Herning.
- Fair Trade og økologi har længe været hot i udlandet og blandt kendisser. Nu kan vi se, at forbrugernes interesse herhjemme er steget ganske betydeligt. Flere af vores udstillere er begyndt at tænke Fair Trade ind i deres butikker og handel. Derfor har vi sat fokus på øko-produkter og Fair Trade, som områder i massiv vækst på trendzonen HOThouse, fortæller projektchef Lars Jespersen, MCH Messecenter Herning Kongrescenter.
Håndklæder med socialt ansvar
Det billede genkender mange af Formlands udstillere. MOW Living, der forhandler tekstiler, er på vej med Trade Fair certificering og forventer at opnå Max Havelar-stemplet i løbet af det næste halve år.
- Vi oplever en enorm interesse for økologi og Fair Trade. I London er det mega stort, og herhjemme oplever vi, at forbrugerne efterspørger produkter, der signalerer socialt ansvar. Derfor er det utrolig godt, at Formland-messen nu sætter ekstra fokus på emnet og hjælper butikker og indkøbere med at være opmærksomme på Fair Trade, siger indehaver Kristian Jakobsen, MOW Living.
Fair Trade handler kort fortalt om fair priser, menneskerettigheder, miljøvenlig og bæredygtig produktion samt forbedrede forhold for bønder og producenter i verdens fattigste lande.
Unikt Japansk design på Formland
Japans svar på danske Arne Jacobsen hedder Sori Yanagi. Han er 92 år og berømt for at mestre design til både brokonstruktioner, biler, motorveje, møbler og køkkenredskaber. Hele to gange er han blevet tildelt æren at designe den olympiske OL-fakkel. Han har arbejdet sammen med Charles Eames og er manden bag Butterfly stolen, som regnes for at være et mesterværk. Trods sin høje alder er han stadig i fuld sving, og hans design bliver udstillet på permanente udstillinger i hele verden, bl.a. MoMa i New York og Tokyo samt Louvre i Paris. Nu bliver produkterne for første gang udstillet på en messe i Skandinavien.
- Vi medbringer hele ni af hans produktkollektioner på Formland. De besøgende kan opleve porcelæn, bestik og en støbejernsserie fra det japanske kunstkoryfæ. Vi har netop sendt hans produkter i handelen i Danmark, og der er usædvanlig stor interesse for dem, fortæller direktør Thomas Baldur-Felskov, Gateway Japan ApS, der forhandler de japanske produkter i Skandinavien.
Formland fakta:
Formland Spring 2008 finder sted i MCH Messecenter Herning i dagene 1.-4. februar. Formland er Skandinaviens største fagmesse for interiør, brugskunst, gaveartikler og design med 625 udstillere. Her mødes 20.000 fagfolk og professionelle indkøbere fra 40 lande for at handle og hente inspiration.
|